Mit liv i kørestol – en dag ad gangen
Jeg vågner som regel med solen, men det tager lidt tid at komme i gang. At stå op er ikke bare at svinge benene ud over sengekanten – jeg skal bruge hjælpemidler, og nogle dage har jeg brug for en hånd fra en hjælper. Men jeg har lært at tage det med ro. Min morgenrutine er min egen, og selvom det går langsommere, har jeg fundet min rytme.
Når jeg er kommet i tøjet og har fået morgenmad, starter dagens program. Jeg bruger en elektrisk kørestol, som giver mig frihed, men frihed kræver planlægning. Jeg tjekker altid, om der er adgang der, hvor jeg skal hen. Høje kantsten, tunge døre eller manglende ramper kan stadig være en stopklods, og nogle gange kræver det kreativitet og tålmodighed.
Hvis jeg skal ud – hvad enten det er til møde, fritidsaktiviteter eller bare en tur i byen – er jeg afhængig af, at min bil eller offentlig transport fungerer som den skal. Når det gør det, kan jeg komme vidt omkring. Jeg elsker at være aktiv og møde mennesker, og jeg prøver at sige ja til det meste, også selvom det nogle gange kræver lidt ekstra energi.
Min hverdag er meget som andres – jeg arbejder, bruger tid på sociale medier, handler ind og prøver at holde styr på alt det praktiske. Men jeg bruger mere tid på logistik end de fleste. Hvor kan jeg komme ind? Er der elevator? Er toilettet tilgængeligt? Det er ikke klager – det er bare en del af mit liv.
Fritiden bruger jeg på ting, der gør mig glad – musik, ture ud i naturen, møder med venner eller en stille aften med film og snacks. Jeg værdsætter de små ting på en anden måde i dag. Aftenen handler om at lade op til næste dag, og det gør jeg bedst i mit eget tempo.
At leve i kørestol er ikke altid nemt, men det er heller ikke en begrænsning, der definerer hele mit liv. Jeg har lært at finde løsninger og holde fast i det, der giver mig glæde og mening. Jeg lever ikke et anderledes liv – jeg lever mit liv.